Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) blev oprettet i 1992 og tæller i dag følgende 18 danske institutioner: Den Frie Udstillingsbygning, Viborg Kunsthal, Kunsthal Brandts, Fotografisk Center, Galleri Image, Kunstforeningen Gl Strand, gl Holtegaard, KunstCentret Silkeborg Bad, Nikolaj Kunsthal, Kunsthal Charlottenborg, Sophienholm, Overgaden. Institut for samtidskunst, Kunsthal 44 Møen, Kunsthal Aarhus, Rønnebæksholm, Munkeruphus, Copenhagen Contemporary og Kunsthal Nord
Som forening fungerer vi primært som interesseorganisation, og vores agenda er at sikre publikum kvalitative møder med samtidskunsten. I Foreningen af Kunsthaller i Danmark arbejder vi for, at Kunsthallerne skal ligestilles med museerne i forhold til at opnå driftsstøtte og mulighederne for at søge penge i Kunststyrelsens puljer mv. Vi mener, at vi bidrager med noget helt unikt til kunstscenen. Ikke bare i form af samtidskunstudstillinger, men også fordi vi kan noget særligt i forhold til at skabe netværk, udvikle samarbejder og ikke mindst brugerinddragelse.
Netop nu står følgende punkter i centrum af Foreningens arbejde:
Understrege vigtigheden af at bevare og udvikle kunsthallen som format og i den forbindelse søsætning af et samlet pr-arbejde for at få større synlighed som institutionstype
Fortsat etablering af nytænkende programmer for publikumsudvikling og brugerinddragelse
Udvikling af nye tiltag indenfor samtidskunstformidling til børn og unge.
Foreningen af Kunsthaller i Danmark repræsenterer kunsthallernes interesser og udpeger kandidater til forskellige styrelser, bestyrelser og råd.
FKD er repræsenteret i:
Kunstrådets repræsentantskab
Københavns Kommunes Billedkunstudvalg
