Når man i dag ser udstillinger med samtidskunst, tænker man ofte ikke så meget over, hvor man ser dem. Om det er på en kunsthal, et museum eller et galleri spiller ikke den store rolle, for det er udstillingens indhold, emne eller kunstnerne, man går efter. Nogle tror måske, at et udstillingssted blot er en ramme, hvori en udstilling finder sted, men der er faktisk stor forskel på, hvordan forskellige typer af institutioner arbejder.
En kunsthal er ikke-kommerciel, dvs. at vi i modsætning til gallerierne - ikke sælger de værker, der udstilles. Kunsthallerne finansieres fortrinsvist via offentlig støtte og gennem private fondsmidler. På kunsthallerne er der, som på museerne, en professionel, kunstfaglig ledelse, der står som garant for udstillingernes faglige kvalitet. Den helt store forskel er, at mens kunstmuseerne i kraft af deres samlinger har et historisk perspektiv viser kunsthallerne hovedsagelig udstillinger med samtidskunst. I forlængelse deraf har kunsthallen nogle helt andre styrker til at opdage og fremme nye kunstnere.
Kunsthallen kan betragtes som en spydspids for nyskabende og eksperimentel samtidskunst, der ikke blot udstiller, men også formidler de problemstillinger, der måtte opstå i en nutidig samfundsmæssig debat. Som institution fungerer kunsthallen særdeles godt som base for samtidskunstens anderledes udtryksformer og krav om plads til eksperimenter, nyskabelser, dialog og processualitet. Vi er både smidige og omstillingsparate, og kan derfor tage aktuelle problemstillinger under behandling. Kunsthallerne skaber innovative, diskursive rum, arbejder på tværs af medier, giver plads for kunstnerisk forskning og undervisning og deltager i den aktuelle debat om vor tids kultur.
Til trods for, at kunsthaller i nogle tilfælde agerer som museer og museer som kunsthaller, kendetegnes kunsthallen altid ved at være en scene for den levende og skabende kunst, uden at være bundet af historiske hensyn. Kunsthallen kan bedst betegnes som en platform, hvor kunsten kan testes og afprøves i et professionelt miljø, der spiller op imod og udfordrer samtidskunsten. Dette fordrer en fleksibilitet og dynamik, som de færreste museer eller større kunstinstitutioner er gearet til. Kunsthallernes ofte noget mindre organisation gør, at de kan være mere smidige og omstillingsparate. Man kan sammenligne en kunsthal med et laboratorium, hvor der samarbejdes intenst mellem kunstnere, formidlere og teknikere. Det færdige produkt er udstillingerne, som altid er skiftende og sjældent varer længere end nogle måneder ad gangen.
Da en kunsthal ikke har en samling, tilrettelægges udstillingsprogrammet ofte ud fra andre parametre. Det kan være at kunsthallen har et bestemt tema for hvert år eller et særligt fokus, der adskiller den fra andre kunsthaller. For eksempel viser Fotografisk Center og Galleri Image kamerabaseret kunst og Den Frie Udstillingsbygning har fokus på kollektive udstillingsformater.
Foto: Frida Gregersen