Kunsthallens rolle i Samtidskunsten
Foreningen af Kunsthaller i Danmark inviterede i samarbejde med IKT (International Association of Curators of Contemporary Art) til IKT Lab #2, et internationalt endagsseminar. Med seminaret ønskede Foreningen af Kunsthaller i Danmark at stille skarpt på kunsthallernes rolle i samtidskunsten og i samfundet generelt og rette fokus på udviklingen af kunsthaller i Europa. Gennem dialog og faglig udveksling med europæiske kollegaer, havde seminaret som målsætning at genopfinde og opdage nye fremadrettede perspektiver og definitioner af kunsthallen og dens virke.
Når publikum i dag ser udstillinger med samtidskunst tænker de ofte ikke over, om det er i en kunsthal, på et museum eller i et kommercielt galleri, de befinder sig. Det er udstillingens indhold, emne eller kunstnerne, man går efter. Mange tror måske, at et udstillingssted blot er en ramme, hvori en udstilling finder sted. Men forskellene på, hvordan forskellige typer af institutioner arbejder med udstillingsmediet er afgørende for selve oplevelsen af kunsten.
Kunsthallen differentierer sig fra både kunstmuseet og galleriet ved at være ikke-kommerciel og uden forsknings- og bevaringsforpligtelser, og har derfor nogle helt andre forudsætninger for at opdage og fremme nye kunstnere. Kunsthallen kan betragtes som en spydspids for nyskabende samtidskunst. Den udstiller ikke blot, men formidler også ofte de problemstillinger, der opstår i en nutidig, samfundsmæssig debat på tværs af faggrænser. Seminaret vil løfte følgende spørgsmål:
Hvordan har den europæiske kunsthal udviklet sig de seneste 100 år?
Hvad er kunsthallens vigtigste opgaver i dag?
Hvordan formidler kunsthallen bedst samtidskunst?
Hvordan når kunsthallen sine målgrupper?
Kunsthallen har rødder tilbage i de tysktalende lande i slutningen af 1800-tallet og siden er kunsthaller skudt frem i hele Europa. I forbindelse med de mange nye udtryksformer og formater i det 20. århundredes kunst - og særligt efter 1960erne rumlige eksperimenter og idébaserede værker - var der brug for andre typer af rum til kunsten og en helt anden interaktion med publikum. For at imødekomme de nye forventninger til fysiske rammer og muligheden for dialog og interaktion med publikum, er mange institutioner løbende blevet udbygget eller ombygget, og desuden er en række nybyggede institutioner kommet til. Især har Kunsthallen som institutionstype vist sig at fungere særdeles godt som base for samtidskunstens mangfoldige udtryksformer og krav om fleksibilitet, plads til eksperimenter, kritik og proces.
PROGRAM
Johan Holten, direktør for Staatlichen Kunsthalle Baden-Baden: Kunsthalstraditionen i Tyskland.
Johan Holten er dansk og har kendskab til den danske kunstscene, men er uddannet i Tyskland og har tilbragt hele sin foreløbige karriere i Tyskland, hvor kunsthallerne som institution stammer fra. Holten gav en historisk gennemgang af kunsthallernes tilblivelse og udvikling med fokus på den tyske kunsthalstradition, dens udvikling og legitimitet.
Maaike Lauwaert, kurator fra Stroom den Haag: Problematiseringen af kunsthallernes rolle i dag.
Lauwaert har som freelance kunstkritiker skrevet en lang række artikler om samtidskunst og oplægget tog specifikt udgangspunkt i hendes artikel ”De Kunsthal als model en instituut”, der omhandler kunsthallernes udstillingsformat. I kraft af sin rolle som både kunstkritiker og kurator belyste hun, hvilke spektre hun ser kunsthallerne operere indenfor i dag.
Vanessa Joan Müller, kunstnerisk leder for European Kunsthalle: Kunsthalsformatets diversitet.
Vanessa Joan Müller arbejder både for den meget gamle og traditionsrige Kunsthalle Wien og den forholdsvis nye European Kunsthalle (stiftet i 2005), som udgør en platform for udvikling af nye koncepter og perspektiver på kunsthallen som udstillingsformat. Hun var derfor i stand til at tale om diversiteten i kunsthalsformatet samt, hvilke udfordringer begge hendes arbejdspladser står overfor.
Sandra Patron, formand for d.c.a. (fransk forening af kunstcentre): De franske kunsthallers strategier.
Patron talte på seminaret ud fra sin rolle som formand for en forening, der på mange måder minder om Foreningen af Kunsthaller i Danmark. D.c.a. arbejder for at styrke netværket mellem de franske kunstcentre, for at fremme nye unge kunstnere og er i tæt kontakt med den franske scene for samtidskunst. Patrons oplæg tog udgangspunkt i de franske kunsthallers synlighed, deres strategier og, hvorledes de formidler samtidskunst til deres målgrupper. På den måde satte oplægget de danske kunsthaller – både som individuelle institutioner og som netværk – ind i et internationalt perspektiv.
Arthur de Pury & Marie Villemin, kuratorer fra Centre d’art Neuchâte: Et dehierarkiseret kunsthalsformat
De to kuratorer holdt deres oplæg i fællesskab, da det afspejler den organisatoriske struktur de har på CAN til dagligt: ingen hierarkisering. Oplægget omhandlede alternative kunsthalsformater og de-hierarkiserede institutionsformater.
Om eftermiddagen kl. 15.30-17.00 sad alle seks oplægsholdere i paneldebat med Helle Behrndt, direktør for GL STRAND, Marie Thams, formand for UKK, og Helene Nyborg Bay, leder af Viborg Kunsthal. Her diskuterede de problematikkerne omkring kunsthallerne ud fra dagens oplæg samt spørgsmål fra publikum. Programmet blev modereret af den danske freelance kurator Christian Skovbjerg Jensen.
Udstillingsprogram, Kulturpolitik og formidling
I løbet af seminaret dukkede der helt naturligt en række diskussioner op, der kan tematiseres i følgende 3 kategorier: Kunsthallernes definition ud fra format og den måde de arbejder med udstillingsprogrammerne blev debatteret. Der var blandede erfaringer blandt panelet og eftersom alle oplægsholderne talte ud fra egen erfaring. Nogle lagde mere vægt på formatet frem for programmeringen og vice versa. De forskellige landes kulturpolitiske strukturer, der har direkte indflydelse på finansieringen af kunsthallerne, var også en gennemgående problemstilling. Her var det utroligt varierende fra land til land, på hvilken måde de samarbejdede med kulturministeriet omkring finansiering. På den ene side handlede diskussionen om, hvor meget eller lidt kunsthallernes modtager af statsstøtte. Samtidig var der også fokus på et aspekt i økonomien som indebærer samarbejdspartnere udenfor det kunstneriske felt. Seminaret sluttede af med en diskussion af publikums rolle i kunsthallerne. I CAN er de helt åbne omkring, at alt deres arbejde lægges i samarbejdet med kunstneren og programmeringen, som sker i en kollektiv arbejdsproces. Som resultat af den prioritering pålægger de publikum et ansvar for selv at opsøge samtidskunsten. Johan Holten derimod anser publikum for sin ypperste motivationsfaktor. For ham handler det ikke om antallet af besøgende, men hvad de besøgende tager med derfra. Hvis han i en samtale med en besøgende kan nå til en konsensus omkring kunstens legitimitet, er den oplevelse med til at skærpe hans motivation.
De europæiske kunsthaller
Der hersker en lang række forskelle og ligheder mellem kunsthallerne i Danmark og i det øvrige Europa. De europæiske kunsthaller har det til fælles, at de i deres respektive kulturministerier har en langt større prioritet end vi oplever det i Danmark. Helle Behrndt kunne på seminaret fortælle, at kun en tredjedel af GL STRANDs budget dækkes af staten, hvorefter resten fundraises. I Frankrig derimod fortæller Sandra Patron, at samtlige kunsthaller er 100% finansieret af offentlig støtte. Dermed ikke sagt, at de ikke oplever økonomiske vanskeligheder. Patron fortæller, at midlerne fordeles af kommunerne og regionerne i det såkaldte frac (Direction Régionale des Affaires Culturelles). Hvis kommunerne ikke har mange midler, bliver budgettet for den pågældende kunsthal ligeledes strammet til. Men trods det oplever kunsthallerne i Danmark stadig en større udfordring i netop økonomien. Johan Holten taler i forhold til både arbejdet med at definere formatet og til den økonomiske struktur, at det i Tyskland er umuligt at have én fælles struktur, da landskabet af kunsthaller er så stort. Der er i Danmark ikke en særskilt pulje til kunsthallerne, tværtimod, mens de danske museer har den fordel, at de er dækket af deres egen lov.
Den geografiske størrelse på områderne, hvor kunsthallernes befinder sig har også noget at sige i forhold til publikum. De europæiske kunsthaller står overfor en række af de samme udfordringer som de danske. Særligt i arbejdet med publikum. Her oplever alle kunsthallerne, uanset landegrænser, at det kan være en udfordring at få de lokale i spil, især for kunsthaller, der forholder sig til et mindre lokalsamfund. Det er dog ikke en umulig opgave, da det i flere tilfælde lykkes temmelig fint. Men det er en udfordring alle arbejder med.
