Den Frie Udstillingsbygning er bygget af kunstnere til kunst og stræber mod at sammensætte et varieret udstillingsprogram af høj kunstnerisk kvalitet, produceret, initieret eller kurateret af kunstnere, eller af kunstnere i samarbejde med kuratorer. Den Frie ligger på Østerbro i København lige over for Østerport.
Den Frie er optaget af sin samtid og viser den kunstneriske udvikling af i dag ved at udfolde og producere udstillinger af processuel, nytænkende karakter. Med Den Fries historiske udgangspunkt i krydsfeltet mellem billedkunst, arkitektur og design har Den Frie som målsætning at vise den kunst, der udforsker grænsefeltet kunstarterne imellem. Den Frie stræber mod at sammensætte et interessant og varieret udstillingsprogram, der udfordrer udstillingsbygningens særlige arkitektur.
Den Frie Udstillingsbygning blev grundlagt af kunstnere i 1898 som et alternativ til den censurerede Forårsudstilling på Charlottenborg. Den Frie Udstilling er Danmarks ældste kunstnersammenslutning og har af samme grund en betydelig plads i dansk kunsthistorie og kulturliv.
I Den Frie vises årligt 8-10 udstillinger. Kollektive udstillingsformater har spillet en stor rolle i Den Fries historie, og Den Frie præsenterer årligt minimum én udstilling med en kunstnersammenslutning foruden en årlig udstilling arrangeret af sammenslutningen og ejerne af Den Frie Udstilling. Derudover præsentes der separatudstillinger af både yngre lovende kunstnere, mid-career udstillinger og kunstnere, der kunsthistorisk set har ydet et betydningsfuldt bidrag. Udstillingsprogrammet sammenstilles af Den Frie Udstillingsbygnings kunstneriske leder og godkendes af Den Frie Udstillingsbygnings bestyrelse. Gennem open call opslag kan alle interesserede byde ind med udstillingsforslag til udvalgte visningsperioder.
Den Frie Udstillingsbygning blev medlem af Foreningen af Kunsthaller i Danmark i 2012.