I Foreningen af Kunsthaller i Danmark arbejder vi for, at Kunsthallerne skal ligestilles med museerne i forhold til at opnå driftsstøtte og mulighederne for at søge penge i Kunststyrelsens puljer mv. Vi mener, at vi bidrager med noget helt unikt til kunstscenen. Ikke bare i form af samtidskunstudstillinger, men også fordi vi kan noget særligt i forhold til at skabe netværk, udvikle samarbejder og ikke mindst brugerinddragelse.
For os er det vigtigt at understrege, at en kunsthal i dag ikke blot er en tom ramme, som kunstnerne selv udfylder. Tværtimod råder kunsthallerne over en faglig ekspertise og en række værktøjer, der er forudsætningen for at skabe optimale betingelser for samtidskunsten og formidle den til publikum på en tidssvarende måde. I kunsthallerne møder man den nyeste samtidskunst, får mulighed for at høre kunstnerne fortælle om deres arbejde og oplever formidling i øjenhøjde.
VI ARBEJDER FOR
AT være på forkant med formidling og produktion af den nyeste samtidskunst
AT etablere nytænkende programmer for publikumsudvikling
AT udvikle nye tiltag indenfor samtidskunstformidling til børn og unge
AT søsætte et samlet pr-arbejde for at få større synlighed som institutionstype